Gudhjem gør forskellen

Jeg hørte denne cover-version af Kim Larsens Pianomand i Aftenshowet. Det er et stykke tid siden, men så forleden dukkede den op som et forslag fra youtube – jeg har hørt den mange gange… åhhh den rammer mig hårdt i hjertet :-) Hvorfor, spørger jeg nu mig selv, går nogle ord direkte ind under huden, ind i kroppen. Og bliver siddende. Jeg ved det ikke… Musikken spiller selvfølgelig også en stor rolle. Men jeg har et forsigtigt bud.

Et overmodigt bud, måske!!

Min tese… det er pga. Gudhjem.

Der er noget så specifikt i denne historie, at den kommer helt tæt på. De specifikke detaljer får mig til at føle, at den er personlig. At den er udsprunget af en bestemt oplevet situation.

Stille blues i mol og maj
Pianomand ka du høre mig
Hvordan står det til i de dødes land
Det ved du nu – pianomand

Er der koldt og mørkt i den sorte grav
eller stråler himlen som det klareste rav
er der sang og musik i de dødes land
og swinger det – pianomand

Er der fuglefløjt og bægerklang
Er der fest og farver hele natten lang
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Eller dybt godnat – pianomand
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Det ved du nu – pianomand.

Generelt, når man skriver alle mulige forskellige tekster, er der en fællesnævner, der får ordene til at få mere tyngde. Som regel vil man jo gerne ramme nogen. Der sidder én i den anden ende, som man gerne vil gøre noget ved – sælge noget til, få til at blive glad, underholde.

Der er helt sikkert mange ting, der spiller ind, afhængig af sammenhængen, men én ting er sikkert: Det er et skridt på vejen at bevæge sig ned fra et abstrakt plan og også sige det helt konkret. Jeg synes, at ord nemmere rammer hjertet, når man en gang imellem går helt ned i mulden og bliver fuldstændig konkret.

Det kan fx være ved at sammenligne det abstrakte budskab man har med noget konkret: Der er 150 millioner km mellem solen og Jorden. Dvs. hvis Solen var på størrelse med en tennisbold, ville Jorden være et sandkorn. Det kan også være at eksemplificere sin pointe med en historie. Det handler om at skabe åndehuller i sine tekster. I musikken, at give plads til detaljerne. Historien sidder bedre fast, når den har nogle helt konkrete detaljer. Jeg kan nemmere se det for mit inde blik. Og så får den i øvrigt mere troværdighed. Jeg tror, at det betyder en hel del med troværdighed. Det er Gudhjem, der gør forskellen! Eller hvad synes du egentlig? :-)

Jeg har læst i et kommentarfelt på youtube-kanalen, at pianomand er skrevet til pianisten Niels Pallesen, der døde i en al for tidlig alder. Niels og hans kone Monika drev Gæstgivergården i Allinge på Bornholm, hvor Gasolin og senere Larsen med skiftende bands ofte kom og boede. De spillede også sammen med værtsparret. Alle indtægterne fra Pianomand er siden gået til Monika. Hun drev efter Niels’ død ‘Cafe Intime’ på Frederiksberg, men er desværre også gået bort. Parret har sammen sønnen ‘Guffi’ som også var musiker, nemlig en anerkendt jazzbassist. Han blev 52 år og er her desværre heller ikke mere.

Kærlig hilsen

Annelouise

in Skriveråd

Vær på skrift, som du er i virkeligheden

Hvis du tør at vise lidt af din personlighed, når du skriver, kommer du til at skrive bedre tekster. Det er et godt skrivetråd. Jeg tror bare ikke, at det føles særlig trygt for de fleste. Det kræver, at man tror på sin indre rock’n’roll-superhelt. Han hænger på væggen hjemme hos mig, og det er ret godt at blive mindet om en gamle superhelt, der nægter at kapitulere, et par gange om dagen.

IMG_5290

Når jeg er ude at holde skrivekurser, starter vi med en præsentationsrunde, hvor et af spørgsmålene er: “Jeg er garanteret den eneste her, der…” Typisk har folk prøvet de vildeste ting: styrtet på knallert på Bali, været låst inde i et køleskab i 2 timer, spillet i et 8-mandsorkester, været strandet på Grønland, haft en isbutik og alt muligt andet virkelig sjovt, mærkeligt og interessant. Men så snart de begynder at skrive, skifter de personlighed. Væk er den direkte facon og de afsindig gribende detaljer, der gør, at man lytter efter.

Væk er også ord, der kan give et lille indtryk af, hvem de er. Fortællingen på skrift er professionel og neutral. Sådan har vi lært at være “på skrift”. Mange har for vane at tage en professionel arbejdsmine på, når de skriver, og skrælle ord væk, der giver indtryk af, hvem de er som mennesker. Man holder sig på den sikre side, fordi man er bange for at skræmme nogen væk… eller at fjerne fokus fra emnet. Det kan jeg godt forstå. Men problemet er, at i stedet for at skræmme luller man folk i søvn, og i stedet for at tage fokus fra emnet har læseren slet ikke forstået emnet… eller er gået på wc, facebook, i te-køkkenet.. eller bare hjem. Teksten bliver tung, fordi risikoen ved at vise sin personlighed er for stor. Mit råd er: Prøv at skrive med hele din person og få aflivet myten om, at teksten så er “forkert”.

Det værste, der kan ske er, at læseren synes, man ikke har kemi (ligesom i virkeligheden), men den positive nyhed er, at læseren måske alligevel vil læse teksten færdig, fordi den er menneskelig frem for maskinel – og det er da altid noget; dit budskab kommer ud.

Det bedste, der kan ske: Man bliver elsket af læseren og fulgt trofast i alt, hvad man skriver.

Én ting skal man passe lidt på med. Du må ikke forveksle begreberne personlig og privat. Når man skriver personligt, betyder det, at man ikke skjuler, at man ser med sine egne øjne, at man dufter med sin egen næse, at man nogle gange bruger et anderledes ord, – et ord, som stammer fra den by og den familie, som man er vokset op i. Det handler derfor ikke nødvendigvis om at skrive sine holdninger eller afsløre, hvorfor man giftede sig som 22-årig. Men det kan det da godt:)

God skrivelyst.

KH

Annelouise

in Skrivetip
Tag .
Vent et øjeblik...