Jeg hørte denne cover-version af Kim Larsens Pianomand i Aftenshowet. Det er et stykke tid siden, men så forleden dukkede den op som et forslag fra youtube – jeg har hørt den mange gange… åhhh den rammer mig hårdt i hjertet Hvorfor, spørger jeg nu mig selv, går nogle ord direkte ind under huden, ind i kroppen. Og bliver siddende. Jeg ved det ikke… Musikken spiller selvfølgelig også en stor rolle. Men jeg har et forsigtigt bud.

Et overmodigt bud, måske!!

Min tese… det er pga. Gudhjem.

Der er noget så specifikt i denne historie, at den kommer helt tæt på. De specifikke detaljer får mig til at føle, at den er personlig. At den er udsprunget af en bestemt oplevet situation.

Stille blues i mol og maj
Pianomand ka du høre mig
Hvordan står det til i de dødes land
Det ved du nu – pianomand

Er der koldt og mørkt i den sorte grav
eller stråler himlen som det klareste rav
er der sang og musik i de dødes land
og swinger det – pianomand

Er der fuglefløjt og bægerklang
Er der fest og farver hele natten lang
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Eller dybt godnat – pianomand
Er der sol over Gudhjem i de dødes land
Det ved du nu – pianomand.

Generelt, når man skriver alle mulige forskellige tekster, er der en fællesnævner, der får ordene til at få mere tyngde. Som regel vil man jo gerne ramme nogen. Der sidder én i den anden ende, som man gerne vil gøre noget ved – sælge noget til, få til at blive glad, underholde.

Der er helt sikkert mange ting, der spiller ind, afhængig af sammenhængen, men én ting er sikkert: Det er et skridt på vejen at bevæge sig ned fra et abstrakt plan og også sige det helt konkret. Jeg synes, at ord nemmere rammer hjertet, når man en gang imellem går helt ned i mulden og bliver fuldstændig konkret.

Det kan fx være ved at sammenligne det abstrakte budskab man har med noget konkret: Der er 150 millioner km mellem solen og Jorden. Dvs. hvis Solen var på størrelse med en tennisbold, ville Jorden være et sandkorn. Det kan også være at eksemplificere sin pointe med en historie. Det handler om at skabe åndehuller i sine tekster. I musikken, at give plads til detaljerne. Historien sidder bedre fast, når den har nogle helt konkrete detaljer. Jeg kan nemmere se det for mit inde blik. Og så får den i øvrigt mere troværdighed. Jeg tror, at det betyder en hel del med troværdighed. Det er Gudhjem, der gør forskellen! Eller hvad synes du egentlig?

Jeg har læst i et kommentarfelt på youtube-kanalen, at pianomand er skrevet til pianisten Niels Pallesen, der døde i en al for tidlig alder. Niels og hans kone Monika drev Gæstgivergården i Allinge på Bornholm, hvor Gasolin og senere Larsen med skiftende bands ofte kom og boede. De spillede også sammen med værtsparret. Alle indtægterne fra Pianomand er siden gået til Monika. Hun drev efter Niels’ død ‘Cafe Intime’ på Frederiksberg, men er desværre også gået bort. Parret har sammen sønnen ‘Guffi’ som også var musiker, nemlig en anerkendt jazzbassist. Han blev 52 år og er her desværre heller ikke mere.

Kærlig hilsen

Annelouise