Hvis du tør at vise lidt af din personlighed, når du skriver, kommer du til at skrive bedre tekster. Det er et godt skrivetråd. Jeg tror bare ikke, at det føles særlig trygt for de fleste. Det kræver, at man tror på sin indre rock’n’roll-superhelt. Han hænger på væggen hjemme hos mig, og det er ret godt at blive mindet om en gamle superhelt, der nægter at kapitulere, et par gange om dagen.

Når jeg er ude at holde skrivekurser, starter vi med en præsentationsrunde, hvor et af spørgsmålene er: “Jeg er garanteret den eneste her, der…” Typisk har folk prøvet de vildeste ting: styrtet på knallert på Bali, været låst inde i et køleskab i 2 timer, spillet i et 8-mandsorkester, været strandet på Grønland, haft en isbutik og alt muligt andet virkelig sjovt, mærkeligt og interessant. Men så snart de begynder at skrive, skifter de personlighed. Væk er den direkte facon og de afsindig gribende detaljer, der gør, at man lytter efter.

Væk er også ord, der kan give et lille indtryk af, hvem de er. Fortællingen på skrift er professionel og neutral. Sådan har vi lært at være “på skrift”. Mange har for vane at tage en professionel arbejdsmine på, når de skriver, og skrælle ord væk, der giver indtryk af, hvem de er som mennesker. Man holder sig på den sikre side, fordi man er bange for at skræmme nogen væk… eller at fjerne fokus fra emnet. Det kan jeg godt forstå. Men problemet er, at i stedet for at skræmme luller man folk i søvn, og i stedet for at tage fokus fra emnet har læseren slet ikke forstået emnet… eller er gået på wc, facebook, i te-køkkenet.. eller bare hjem. Teksten bliver tung, fordi risikoen ved at vise sin personlighed er for stor. Mit råd er: Prøv at skrive med hele din person og få aflivet myten om, at teksten så er “forkert”.

Det værste, der kan ske er, at læseren synes, man ikke har kemi (ligesom i virkeligheden), men den positive nyhed er, at læseren måske alligevel vil læse teksten færdig, fordi den er menneskelig frem for maskinel – og det er da altid noget; dit budskab kommer ud.

Det bedste, der kan ske: Man bliver elsket af læseren og fulgt trofast i alt, hvad man skriver.

Én ting skal man passe lidt på med. Du må ikke forveksle begreberne personlig og privat. Når man skriver personligt, betyder det, at man ikke skjuler, at man ser med sine egne øjne, at man dufter med sin egen næse, at man nogle gange bruger et anderledes ord, – et ord, som stammer fra den by og den familie, som man er vokset op i. Det handler derfor ikke nødvendigvis om at skrive sine holdninger eller afsløre, hvorfor man giftede sig som 22-årig. Men det kan det da godt:)

God skrivelyst.

KH

Annelouise